Oversigt

Ressourcelærer til Ishøjgård kompetencecenter

Brænder du for at vejlede og supervisere pædagogisk personale og har du mod på at træde med ud i praksis og være medskabende af sunde børnefællesskaber på Ishøjs skoler? Så er det måske din ekspertviden vi vil få glæde af I vores kompetencecenter.

I rollen som ressourcelærer på Ishøjgård, vil du både være tilknyttet husets specialskoleafdeling, men også have opgaver på de andre folkeskoler i Ishøj. Her vil du i samarbejde med gode kolleger fra Ishøjgård, de lokale skoleledelser og det pædagogisk personale skulle bidrage til at udvikle stærke børnefællesskaber, som skaber trivsel og udviklingsmuligheder for hele børnegrupper.

Lidt om Skolen på Ishøjgård og dine kommende kolleger
Skolen på Ishøjgård er en specialskole beliggende i skønne naturomgivelser i Ishøj Landsby. Skolen ligger i en nyrenoveret landbrugsejendom som rummer rigtig gode faciliteter til at kunne imødekomme vores elevers forskelligartede behov. På skolen er der 36 elever og 20 ansatte fordelt på tre teams.

De fleste af skolens elever har oplevet meget modgang i deres skolegang, og de har derfor brug for at have voksne omkring sig, som møder dem med overskud og på en rolig og anerkendende måde.

Som ansat på Ishøjgård bliver du en del af en større specialiseret enhed, der udover skoledelen også rummer et familiebehandlingstilbud og en aflastning for børn og unge. Du vil på Ishøjgård opleve imødekommende og fagligt dygtige kolleger, der alle brænder for at gøre en forskel for børn, unge og familier i Ishøj.

Du vil blive en central del af Ishøjgårds udgående kompetencecenter
Som ressourcelærer vil du i makkerskab med en psykolog og i samarbejde med husets pædagogfaglige leder og andre pædagogisk ansatte på Ishøjgård, få en udgående rolle på kommunens almenskoler. Opgaverne bliver visiteret via et kommunalt ressourceteam, men det er i meget høj grad os selv, der vælger tilgangen.

Vores legitimitet skal findes i vores særlige ekspertise indenfor det specialpædagogiske område, samt vores særlige viden om, hvordan man skaber inkluderende klassefællesskaber for de børn, der ikke har helt samme forudsætninger for at indgå i skolens fællesskaber, som den gennemsnitlige elev.

Vores tilgang
På Ishøjgård står vi sammen om et kompromisløst ressourceorienteret blik på børn, unge og voksne og en nysgerrig, empatisk og undersøgende tilgang.

Vi tror på, at børn gør det så godt som de kan, og at vi gennem tilknytning, kravtilpasning og professionel ansvarstagen, kan være med til at skabe positiv udvikling hos alle.

Vi arbejder eklektisk, hvilket for os betyder, at vi er mere optaget af hvad der virker og skaber udvikling, end at arbejde med bestemte metoder og tilgange.

Det medpraktiserende perspektiv er særligt vigtigt hos os og det er derfor vigtigt, at du selv har erfaring med eller lyst til arbejde meget tæt på praksis, kan formidle din viden, så andre vil give dig følgeskab – men lige så vigtigt, at du kan give andre følgeskab.

Dine kompetencer

  • gennem en ressourceorienteret, anerkendende, nysgerrig og ydmyg tilgang kan du tilbyde nye perspektiver på børnene og på medarbejdernes pædagogiske/didaktiske praksis
  • du har viden om inkluderende læringsmiljøer, Low Arousal-tilgangen, viden om narrative metoder eller andre metodiske greb, der kan have relevans i udvikling af klassefællesskaber.
  • du kan facilitere og lede møder gennem tydelighed og aktiv inddragelse, så det skaber refleksion og ejerskab f.eks. gennem anvendelse af metoderne LØFT eller Vækstmodellen.
  • du kan skabe engagement og bliver motiveret af at samarbejde med pædagoger, lærere og ledere – også når det er svært.
  • Du kan selvstændigt tilrettelægge og facilitere forløbene fra start til slut i samarbejde med din tætteste makker og andre relevante nøglepersoner.

Din baggrund

  • Du er uddannet lærer med relevant erfaring (f.eks. som AKT/LKT-vejleder) og have gennemført en relevant efteruddannelse, fx en kandidat eller master i pædagogik eller en pædagogisk vejlederuddannelse på diplomniveau.
  • Du har en god metodisk værktøjskasse med dig og er dygtig til at oversætte din faglige viden ind i en pædagogisk kontekst.
  • Du har erfaring med at arbejde med inkluderende læringsmiljøer.
  • Du har erfaring fra det specialiserede skoleområde og gerne specifik viden om og erfaring med, hvordan man skaber gode skolerammer for børn med særlige behov.

Kontakt og ansøgningsfrist
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker at komme forbi og besøge Ishøjgård, så er du meget velkommen til at ringe til leder af Ishøjgård Brian Olsen på tlf. 40356476.

Ansøgningsfristen er mandag d 24. marts og vi afholder ansættelsessamtaler torsdag d. 27. marts.

Stillingen er midlertidig og løber indtil 31.december 2027.

Hvis du ønsker at vide mere om Ishøjgård kan du besøge os på: www.ishøjgård.dk

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.