Oversigt

Psykologer til PPR/SPPR – Skoleområdet, Center for Tværfaglig Sundhed og Forebyggelse

Vi søger engagerede psykologer til PPR/SPPR i Center for Tværfaglig Sundhed og Forebyggelse, Odense Kommune

Med opstart til 1. december 2024 søger vi på skoleområdet i PPR 1 fast stilling på 32 timer og 1 barselsvikariat på 37 timer samt 1 fast stilling på 32 timer i SPPR. Barselsvikariatet løber indtil endt barselsorlov.

PPR på skoleområdet er organiseret i to afdelinger; det almene PPR, hvor skolepsykologerne betjener almen, fri-og privatskolerne samt SPPR (Special Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), hvor skolepsykologerne betjener specialtilbuddene og specialskolerne. Derudover består PPR i Odense også af småbørnspsykologerne, der betjener dagtilbudsområdet. Samlet set er vi en stor psykologgruppe med en mangfoldig videns-, interesse- og erfaringsbredde, hvor vi er optaget af at anvende og udvikle kompetencer, læring og viden, og har fokus på at arbejde forebyggende, konsultativt og relationelt med kontekster og sammenhænge. Vi har et stærkt kollegialt fællesskab, hvor der er plads til socialt samvær både om faglige såvel som fællesskabsorienterede dagsordener.

Samlet set i PPR/SPPR på skoleområdet består medarbejdergruppen af ca. 40 psykologer, 3 inklusionskonsulenter og 1 logopæd. Du kommer til at arbejde med spændende, afvekslende og ofte komplekse opgaver, hvor der både skal være blik for individet og fællesskabet. Som psykolog på skoleområdet arbejder vi med afsæt i Folkeskoleloven, hvilket betyder, at vi vurderer børn og unges specialpædagogiske behov, understøtter og kvalificerer skolernes arbejde med læring, trivsel og udvikling i og med deres miljøer og omgivende voksne. Arbejdsopgaverne indeholder f.eks. observationer, faglig sparring til pædagogisk personale, ledelse og forældre samt at følge og kvalificere indsatser over tid, udarbejde pædagogisk psykologiske vurderinger m.v.
Du vil træde ind i en organisation, hvor vi vægter introduktionsforløb, mentorordning og supervision.

Center for Tværfaglig Sundhed og Forebyggelse

PPR/SPPR er en del af Center for Tværfaglig Sundhed og Forebyggelse, som er organiseret i Børn- og Ungeforvaltningen. Vi er en del af en stor tværfaglig og forebyggende enhed, som dækker det almene og det specialiserede område, hvor vi sammen tilstræber en hverdag med god trivsel, høj faglighed og helhedsorienterede processer. Alle medarbejdere i afdelingen arbejder ind i de vedtagne Børn og Ungepolitikker/strategier, og sammen med Skoleafdelingen arbejder vi med mangfoldige læringsmiljøer og stærke børnefælleskaber for at understøtte børn og unges behov og kompetencer til at kunne indgå i udviklende fællesskaber.

Vores grundlæggende udgangspunkt er et systemisk blik for både børn og unges deltagelsesmuligheder og en forståelse for de fagprofessionelles betingelser i konteksten. Gennem nysgerrig og udfoldende dialog, fælles refleksion og samskabelse bestræber vi os på at oversætte symptomer til invitationer og nye forståelser i samspil med relevante voksne og tværprofessionelle samarbejdspartnere. Det fælles sigte er at skabe flere og nye deltagelsesmuligheder i den pædagogiske hverdag og læringsmiljø med henblik på at skabe bedre trivsel og udvikling for børn og unge.

Om dig som ansøger:

  • Du er uddannet psykolog (cand.psych. eller cand. pæd. psych.) med en særlig interesse indenfor den pædagogiske psykologi og/eller det specialpædagogiske felt
  • Du har lyst til at indgå i et meningsfuldt arbejde, hvor du både har blik på barnet/gruppen og på at støtte de professionelles betingelser for at lykkes
  • Du kan sætte dig for bordenden, være faciliterende og samarbejdende i mange forskellige mødefora
  • Du finder det interessant og meningsgivende at arbejde selvstændigt og navigere i en travl og kompleks hverdag, der er foranderlig og til tider uforudsigelig
  • Du betragter fleksibilitet i opgaveløsningen, omstillingsparathed og positivitet som selvfølgelige elementer i en hverdagspraksis
  • Du trives og har interesse i at bidrage til et kollegialt og fagligt fællesskab

Løn- og ansættelsesvilkår:

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til én af stillingerne, så er du velkommen til at kontakte leder Nathalie Böttcher på mail [email protected] eller sms på mobil 51 27 78 37.

Det praktiske

Ansøgningsfrist er den søndag den 20. oktober 2024 og ansættelsessamtaler afholdes tirsdag den 22. oktober 2024.

Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, kønsidentitet, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.